Fonden Thyborøn og Lemvig Kommune har nu gennemført licitationen på udførelsen af etape 3 i udviklingsprojektet Thyborøn 2.0: Den Maritime Kraft. Resultatet betyder, at projektet kan tage endnu et skridt mod målet om at styrke Thyborøn som en attraktiv og sammenhængende turistdestination ved Vesterhavet.
Tømrerentreprisen for etape 3 er tildelt Søren V. Jensen, og Ib G. Jensen A/S har vundet anlægsentreprisen. De resterende arbejder i etape 2 udføres af Nørgaards Fliser ApS. Med licitationen afsluttet kan projektet nu gå videre til anlægsfasen, og arbejderne forventes igangsat senest i oktober 2026.
Etape 2 og 3 af projektet har til formål at styrke forbindelserne mellem havn, by, strand og attraktioner. Det skal skabe nye opholds- og oplevelsesrum samt bidrage til stormflodssikringen af Thyborøn.
Den Maritime Kraft udspringer af den strategiske udviklingsplan for Thorsminde–Thyborøn og skal fremhæve byen som destination med fokus på sammenhæng, kvalitet, klimatilpasning og lokale oplevelser. Målet er samtidig at understøtte handelslivet, attraktionerne og turismeerhvervet i området.
Etape 2 og 3 realiseres med støtte fra Den Europæiske Unions Regionalfond, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Fonden Thyborøn og Lemvig Kommune.
For mere information om projektet kan projektleder Kristine Løser, Lemvig Kommune, kontaktes på 96 63 11 05, og direktør Karen Marie Pedersen, Fonden Thyborøn, på 20 30 79 36.
Yderligere oplysninger kan findes på https://lemvig.dk/den-maritime-kraft