Der er konstateret en bakterieforurening i ledningsnettet tilhørende Engbjerg vandværk. Forsyningsområderne omfatter Harboøre, Vejlby, Thyborøn samt opland. Indholdet af coliforme bakterier i drikkevandet er over den tilladte grænseværdi. Derfor har Embedslægeinstitutionen Nord anbefalet, at alt drikkevand koges inden brug.
På kortet over forsyningsområdet kan man se, hvilke områder der er berørt. En vejledning for kogning af vand forklarer, hvornår der skal bruges kogt vand, og hvornår det ikke er nødvendigt.
Kilden til forureningen er endnu ikke fundet. Der er i dag udtaget prøver fra forskellige steder for at afgrænse forureningen i ledningsnettet. Så snart resultaterne foreligger, vil det blive meldt ud via SMS samt i Facebook-grupperne for Harboøre og Thyborøn.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Lemvig Vand på telefon 96 90 80 00 eller til Kirsten Harbo, Lemvig Kommune, på telefon 96 63 11 14.
https://lemvig.dk/nyheder/2026/maj/bakterie-forurening-fra-engbjerg-vandvaerk