BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Klimaforandringer og -tilpasning fylder mere end nogensinde før! Derfor har vi i Kystdirektoratet brug for dine miljøøkonomiske kompetencer til at håndtere klimaforandringer og skabe værdi for mennesker, natur og samfund. Kan du udvikle modeller og værktøjer til sårbarheds- og risikoanalyser, der danner grundlag for klimatilpasningen i Danmark? Hvis ja, så har vi stillingen til dig.
Kystdirektoratet spiller en central rolle i klimatilpasningen langs kysterne. En af Kystdirektoratets kerneopgaver er at vejlede kommunerne om klimaforandringernes konsekvenser, såsom oversvømmelse og kysttilbagerykning i kystzonen. Sårbarheds- og risikoanalyser, cost-benefit-analyser, risikohåndtering og risikokommunikation er afgørende for kommunernes planlægning og klimatilpasning.
Dine opgaver
Som vores nye kollega skal du:
- Udvikle økonomiske modeller og værktøjer til at belyse konsekvenserne af oversvømmelser og kysttilbagerykning i Danmark.
- Analysere og kvantificere effekterne af øgede oversvømmelser og kysttilbagerykning for både natur og mennesker.
- Videreudvikle eksisterende og skabe nye metoder til at beregne både håndgribelige og uhåndgribelige sårbarheder.
- Arbejde med scenarier for nuværende og fremtidig brug af samfundsøkonomiske ressourcer til klimatilpasning langs kysterne.
- Vejlede og undervise kommuner i bl.a. økonomiske værdiansættelser og samfundsøkonomiske gevinster ved klimatilpasningstiltag.
- Bidrage til værdisætning af kystnaturen og rekreative aktiviteter i kystzonen og andre uhåndgribelige sårbarheder.
I stillingen skal du selvstændigt sætte dig ind i relaterede problemstillinger ved hjælp af litteraturstudier og faglige netværk, samtidig med at du vil indgå i et faglig tæt samspil med kollegerne i teamet. Afhængig af dine kompetencer og erfaringer vil du også indgå i nationale og internationale samarbejdsrelationer.
Din profil
Du har erfaring med miljøøkonomisk metode, CBA, værdisætning og risikoanalyser. Du har en relevant universitetsuddannelse på kandidatniveau eller en ph.d., samt relevant faglig baggrund, og det er en fordel, hvis du bidrager med viden om både samfunds- og naturvidenskab. Derudover søger vi dig, der har interesse i at anvende og udvikle din viden og erfaring inden for spændingsfeltet mellem klimaforandringer og samfundsudvikling, med særlig fokus på klimatilpasning i forbindelser med oversvømmelser.
Vi forestiller os, at du har:
- Erfaring med samfundsøkonomiske cost-benefit-analyser, især inden for klima- eller bæredygtighedsanalyser.
- Kendskab til miljøøkonomisk værdisætning af blandt andet natur og kultur.
- Forståelse for betydningen af og udfordringer i anvendelse af økonomi og økonomisk tankegang i forhold til klimaændringer.
- Erfaring med analyser af risikovurdering og risikohåndtering på samfundsniveau.
- Erfaring med og kendskab til skades- og risikovurderinger samt en grundlæggende forståelse for, at uhåndgribelige sårbarheder som for eksempel kulturarv og natur skal indgå i en risikobetragtning.
- Erfaring med/eller interesse i indsamling af både kvalitative og kvantitative data samt brug af geografisk informationssystem (GIS).
Om os
Kystdirektoratet ligger i Lemvig med direkte adgang til Vestjyllands flotte natur. Hvis du er til store naturoplevelser eller en entusiastisk tilhænger af vandsport, er Lemvig det rette sted for dig. Vi er en del af Naturstyrelsen, hvilket også giver mulighed for arbejdssted i Randbøl ved Vejle.
I Kystdirektoratet bruger vi viden og data til at skabe tryghed og sikkerhed for de, der bor i de danske kystområder. Vi har fokus på tværgående samarbejde og bruger vores viden og kompetencer på tværs af organisationen. Vores ledelsesstruktur er flad og tillader en smidighed og handlingsorienteret opgaveløsning. De faglige opgaver er organiseret i teams og projekter.
Vi tilbyder
- Et engageret team med forskellige faglige baggrunde inden for natur- og ingeniørvidenskab.
- Arbejde med vidensopbygning om klimaforandringer, kysttilbagerykning og oversvømmelser samt udvikling af værktøjer og modeller til konsekvenshåndtering og kystbeskyttelse.
- Implementering af EU’s Oversvømmelsesdirektiv i Danmark.
- Nationale og internationale samarbejder med ind- og udenlandske partnere.
- Et spændende og dynamisk og fagligt miljø med muligheder for faglig udvikling og indflydelse på Danmarks fremtidige håndtering af klimaforandringer.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).
Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner med arbejdssted i Kystdirektoratet i Lemvig eller Randbøl (Vejle).
Yderligere oplysninger
Kontakt fungerende kontorchef Thorsten Piontkowitz på telefon 21 70 10 92 eller mail tpi@kyst.dk, eller projektleder Nick Schack Halvorsen på telefon 91 33 84 20 eller mail nisha@kyst.dk.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning med CV og eksamensbevis senest
søndag den 23. juni 2024.
Rekrutteringsforløb
Samtaler gennemføres fredag den 28. juni 2024 i Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig.
Der indgår en case-opgave i forbindelse med samtalen.
Tiltrædelse 1. september 2024.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lemvig Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Kystdirektoratet, Højbovej , 7620 Lemvig
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6058589