19-årig mand dømt for voldtægt begået i Lemvig i juli 2022

Profilbillede
dato

En 19-årig mand er ved Retten i Holstebro i dag dømt for voldtægt af en kvinde i Lemvig den 25. juli 2022. Dommen lød på fem års fængsel.

Voldtægten fandt sted natten til den 25. juli 2022, da manden trængte ind i den nu 65-årige kvindes hjem i Østergade i Lemvig. Den 19-årige blev desuden dømt for at have frihedsberøvet kvinden i forbindelse med voldtægten.

Derudover er den 19-årige dømt for forsøg på voldtægt mod den samme kvinde, da han cirka en måned senere opsøgte kvindens bopæl igen. Denne gang lykkedes det dog ikke manden at komme ind, da døren var låst.

Sagen blev gennemført som en tilståelsessag ved Retten i Holstebro, men den dømte ankede på stedet dommen på de fem års fængsel til formildelse.

”Jeg forventer at indstille til statsadvokaten, at anklagemyndigheden skal kontraanke dommen til skærpelse. Fem års fængsel er væsentligt mindre, end anklagemyndigheden forventede. En voldtægt er altid alvorlig, og her er den dømte trængt ind i en anden persons hjem og har begået voldtægt – og forsøger endda senere at vende tilbage for at gentage ugerningen”, siger senioranklager Flemming Hother efter dagens dom.

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi