Projektstilling som kystteknikker

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Klimaforandringer og -tilpasning fylder mere end nogensinde før og bredt i samfundet efterspørges der løsninger på de medfølgende problemstillinger. Kystdirektoratet er involveret i flere nationale analyser inden for kystbeskyttelse og klimatilpasning, og du har nu mulighed for at løfte med på denne proces. Vi søger dig, som har en store interesse i at analysere kysternes udvikling og undersøge naturen og som i samarbejde med dygtige kolleger kan udvikle, anvende og vedligeholde GIS-værktøjer og digitale data i Kystdirektoratet.

Dine opgaver
Som vores nye kollega vil du bidrage til kysttekniske analyser af kysttilbagerykningsprocesser i Danmark. Arbejdet vil tage udgangspunkt i kysternes naturlige dynamik og omfatte analyser af, hvordan kysterne kan gøres modstandsdygtige over for effekterne af et forandret klima. Konceptet ”Building with Nature” vil i den forbindelse være en del af din opgaveløsning. Sammen med kollegerne skal du videreudvikle metoder til national vurdering af kysterosion langs alle Danmarks kyster, herunder videre opbygning af det nødvendige datagrundlag med anvendelse af både eksisterende og nye data.

Du vil endvidere indgå i løsning af vores opgaver med kystbeskyttelse i forbindelse med fællesaftalestrækningerne på den jyske vestkyst, vejledning og undervisning af kommunerne i forhold til geomorfologiske kystprocesser samt effekten af forskellige kystbeskyttelsesløsninger.

Du vil skulle forvente, at du selvstændig skal sætte dig ind i relaterede problemstillinger ved hjælp af litteraturstudier og faglige netværker. Afhængig af dine kompetencer og erfaringer vil du også indgå i nationale og internationale samarbejdsrelationer.

Din profil
Din uddannelsesmæssige baggrund er naturgeograf eller ingeniør med speciale i kystprocesser. Samtidig er du stærk på programmering af analysemetoder og visualisering af risikodata for oversvømmelse og erosion i de danske kystområder. Dine og teamets analyser og visualiseringer er grundlag for at befolkning og værdier bliver beskyttet bedst muligt mod de udfordringer klimaforandringerne giver – i dag og i fremtiden.

Du har:

  • Et godt kendskab til dynamikkerne i kystzonen samt til virkemåden af forskellige kystbeskyttelsesanlæg
  • Bred erfaring med og viden om indsamling af både kvalitative og kvantitative data, samt håndtering af disse data
  • Erfaring med software til modellering af sedimenttransport og kystudvikling
  • Erfaring med brug af ESRI/ArcGIS produkter, og gerne inden for programmering af støttefunktionalitet (glueware) med f.eks. Python eller ArcPy
  • Kendskab til geologien og vegetationen på tværs af kysten
  • Kendskab til analyser af konsekvenser og skader i forbindelse med kysterosion og oversvømmelseshændelser
Vi vægter, at du arbejder procesorienteret, og at du bringer din viden og dine løsninger i spil i samarbejdet med kollegerne inden for de naturvidenskabelige discipliner. Du tager ejerskab og får opgaverne i mål.

Din nye hverdag hos Kystdirektoratet
Din dagligdag udfolder sig i et spændende og dynamisk miljø. Du bliver en del af et engageret team af teknikere, der favner forskellige faglige baggrunde inden for natur- og ingeniørvidenskab. Sammen arbejder vi med vidensopbygning i forhold til konsekvenser af klimaforandringer, kysttilbagerykning og oversvømmelse. I Teamet vægter vi evnen til selvstændigt at kunne tilrettelægge opgaver og sikre fælles fremdrift i arbejdsprocesser.

Vi udvikler værktøjer, modeller og designer kystbeskyttelse til håndtering af konsekvenserne heraf, som f.eks. www.kystplanlægger.dk. Vi er ansvarlig myndighed for implementeringen af EU’s oversvømmelsesdirektiv i Danmark, og vi arbejder med såvel nationale som internationale projekter i tæt samarbejde med partnere i ind- og udland. Vi indgår centralt i arbejdet med at udvikle klimatilpasningen i Danmark.

Om os
Kystdirektoratet er fagligt førende ekspert på kysterne i Danmark. Vi sætter vores viden i spil for at skabe værdi for mennesker og natur.

Samarbejde er en grundsøjle i vores organisation, og vores faglige opgaver er organiseret i teams og projekter. Hos Kystdirektoratet får du mulighed for at udvikle dig som medarbejder, og du er med til at skabe tryghed for vores samfund.

Din arbejdsplads er placeret midt i Lemvig og er tæt på både Limfjorden og Vestkysten.

I alt kan Danmark bryste sig af mere end 7.300 km kystlinje. Du kan være med til at arbejde for, at benyttelse og beskyttelse går hånd i hånd på hver en kilometer.

Læs mere om Kystdirektoratet her: https://kyst.dk/om-os/job-og-uddannelse/.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række Akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).

Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner, med arbejdssted i Kystdirektoratet i Lemvig.

Arbejdstiden er på 37 timer pr. uge.

Kørekort til personbil er en forudsætning for ansættelse.

Tiltrædelse 15. august 2023 eller snarest muligt derefter. Stillingen er en projektstilling og tidsbegrænset til og med december 2026.

Yderligere oplysninger
Kontakt teamleder for Kyst og Klima Thorsten Piontkowitz på telefon 21 70 10 92.

Sådan søger du
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den
22. juni 2023.

Rekrutteringsforløb
Samtaler forventes gennemført den 29. juni 2023 i Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig.

Der indgår en case i forbindelse med ansættelsessamtalerne.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lemvig Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 22-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=169851&DepartmentId=8430&MediaId=3654&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5848778

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet