Bliv projektleder inden for kystbeskyttelse og infrastruktur hos Kystdirektoratet i Lemvig

dato

Trives du bedst med udsigt over havet? Er du fascineret af moler, dæmninger og sluser? Vil du arbejde med klimatilpasning i praksis – sådan for alvor? Hvis ja, er du måske vores nye kollega.

Kystdirektoratet er en del af Miljøstyrelsen. Kystdirektoratets myndighedsområde omfatter Danmarks 8.750 km kyst og 103.000 km² søterritorium. Kystdirektoratet varetager samfundsmæssige vigtige opgaver på kystbeskyttelses- og infrastrukturområdet gennem forskning, projektering, opmåling, anlæg, drift og varsling.

Vi søger en ny kollega til vores Team Kystbeskyttelse og Infrastruktur. Teamet har ansvaret for vedligeholdelse af infrastrukturanlæg i fem havne (Hirtshals, Hanstholm, Thyborøn, Thorsminde og Hvide Sande) samt Rømødæmningen og afvandingssluserne i Hvide Sande og Thorsminde, der udgør kritisk infrastruktur. Der er afsat en årlig pulje til den generelle vedligeholdelse af anlæg og konstruktion, men et analysearbejde i 2021-2022 har vist, at der fremadrettet skal investeres i større hovedistandsættelser af flere af anlæggene for at opretholde funktion og sikkerhed. Desuden arbejder teamet med en større opdatering af afvandingsslusernes styresystemer og drift.

En anden væsentlig opgave for teamet er at beskytte samfundene langs den jyske Vestkyst mod gennembrud fra havet. Vi iværksætter løbende sandfodringer, så det aftalte sikkerhedsniveau opretholdes, og kysten er robust under storm. Vi er også ansvarlige for oprensning af større sejlløb i hele Danmark, så besejling kan foregå sikkert.

Om stillingen
I Kystdirektoratet får du rig mulighed for at sætte dit eget præg på stillingen. Der er mulighed for at forme og sammensætte arbejdsopgaverne ud fra dine kompetencer og erfaring.

Dine opgaver vil være relateret til arbejdet med statslige havneanlæg, diger, moler, dæmninger og afvandingssluserne i Hvide Sande og Thorsminde. Du kommer til at arbejde med følgende opgaver:

  • Udarbejdelse af løsningsforslag og udbudsmateriale.
  • Entreprenør- og rådgiverstyring.
  • Projekt- og økonomistyring.
  • Tilsyn og afsluttende opfølgning på opgaver og projekter.
Til jobbet hører også et stærkt fokus på klimaudfordringerne, og hvordan stigende havvandsstand og øvrige klimaforandringer vil påvirke konstruktionerne. Yderligere vil vurdering af bæredygtighed, reduktion af CO2 – udledning og opfyldelse af langsigtede klimamål naturligt skulle indgå. Du får en bred kontaktflade både i og uden for huset.

Du vil blive en del af et team med elleve andre medlemmer, med en bred uddannelsesmæssigt og aldersmæssigt baggrund. Vi har mange opgaver, og du vil indgå i teamet både som projektleder og som projektmedarbejder – alt afhængigt af opgaven.

Din profil
Du er ingeniør eller tilsvarende. Du har erfaring med drifts- og anlægsarbejde, gerne fra vandbygningskonstruktioner, men også viden om broer, vejbygning, afvanding eller lignende kan være relevant erfaring. Du har grundlæggende kendskab til udbudsregler, aftalegrundlag, projektstyring, rådgiverstyring, økonomi og tilsyn. Ligesom erfaring og viden om bæredygtighed, begrænsning af udledninger og klimatilpasning vil komme dig til gode.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • Selvstændigt kan styre processer og opgaver igennem med sikker hånd.
  • Er fleksibel og åben over for nye opgaver og tilgange også med fokus på langsigtet klimatilpasning og styring af sikring af kritiske infrastruktur.
  • Tænker på tværs af faggrænser i jagten på den bedste løsning.
  • Arbejder struktureret med data og formår at omsætte analyserne til praksis.
  • Leverer resultater af høj kvalitet inden for den aftalte økonomi og til den aftalte tid.
  • Lægger vægt på at skabe resultater gennem dialog både med eksterne og interne samarbejdspartnere.
  • Har blik for den rolle, som statens anlæg spiller i lokalsamfundet, og kan investere i gode relationer til borgere og erhvervsliv.
  • Er tillidsvækkende og ærlig i sin kommunikation.
Du behøver ikke at kunne sætte flueben ved alle punkter for at søge. Dine erfarne kolleger i Team Kystbeskyttelse og Infrastruktur står klar til at hjælpe, hvis du brænder for dit fag, har et oprigtigt ønske om at dygtiggøre dig og ønsker at gøre en forskel.

Vi tilbyder
En grundig introduktion og eventuelt oplæring til ansvarsområderne og opgaverne i Team Kystbeskyttelse og Infrastruktur samt til organisationen og Kystdirektoratet. Vi lægger vægt på kompetenceudvikling, og der vil være mulighed for efteruddannelse afhængigt af kompetencebehov. Der drøftes og aftales årligt udviklingsmål for den faglige og personlige udvikling. Vi lægger vægt på fleksible rammer for arbejdet samt balance mellem privatliv og arbejdsliv, og vi har flekstidsordning. Der vil være mulighed for hjemmearbejdsdage, men udgangspunktet er fra kontoret i Lemvig, dels fordi det ligger praktisk i forhold til besigtigelser og tilsyn, samt at vi vægter faglig sparring og kollegialt fællesskab højt. Vi har en flad organisationsstruktur, som også omfatter, at vi tager os af hinanden. Vi har en uformel omgangstone, hvor der også er plads til humor i hverdagen.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).

Ansættelsesområdet er Miljø- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner, med arbejdssted i Kystdirektoratet i Lemvig. Kørekort til personbil er en forudsætning for ansættelse.

Tiltrædelse 1. januar 2026.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan indhentes hos enhedschef Niels Kristian Kvistgaard på tlf. 91 35 74 38.

Du kan læse mere om Kystdirektoratet og vores arbejde på kyst.dk.

Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest mandag den 10. november 2025.

Samtaler afholdes den 13.- 14. november 2025. Samtaler gennemføres i Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig.

Der indgår en case-opgave i forbindelse med samtalen. Case-opgaven sendes til kandidaterne, som returnerer deres besvarelse inden samtalen. Case-opgaven drøftes ved samtalen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lemvig Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Kystdirektoratet, Højbovej , 7620 Lemvig

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-11-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/89f01e5d-f87a-474d-ad64-5381a285be78

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet