Bådfører til opmålingsfartøj

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Kystdirektoratets opmålingsfartøjer leverer centrale måledata til vores analyse- og oprensningsopgaver. Som et led i at kunne levere de rette data har vi brug for en bådfører, der kan navigere kystnært i brændingen. I stillingen får du desuden mulighed for at prøve kræfter med helt ny maritim teknologi, mulighed for at hjælpe til ved opmålingsopgaver og godt teamsamarbejde. Vi håber at høre fra dig, hvis det er din sikre navigation, som skal føre vores opmålingsfartøjer sikkert gennem sejlrender og havnebassiner.

Om stillingen og fartøjerne
Som vores nye bådfører skal du primært føre vores opmålingsfartøjer EKKO og BEAM i forbindelse med søopmåling. Vi foretager systematiske målinger af den jyske vestkyst med tilhørende målinger på land samt opmåling i havne og sejlløb på tværs af landet. Kort og data bruges ved Kystdirektoratets analyseopgaver samt oprensningsopgaver.

EKKO er vores nybyggede hydrografiske opmålingsfartøj og er udstyret med nyt multibeam-opmålingssystem. Du får derfor lov til at prøve kræfter med helt ny maritim teknologi. EKKO skal primært operere ved den jyske vestkyst og er bygget til at kunne sejle ind over revlen og strande på sandbunden i forbindelse med opmåling af kystprofilet. Desuden er EKKO udstyret med løftekran til udsætning og optagning af blandt andet bølgemålere.

BEAM er ligeledes udstyret med multibeam-opmålingssystem. BEAM opererer primært i havnebassiner og sejlløb over hele landet og forlægges på landevej.
Sejlads i stillingen er dels lange dagsture, dels opgaver over flere dage ved længerevarende opgaver i hele landet. EKKO og BEAM er indrettet med dagsaptering til en besætning på henholdsvis tre og to personer. Der overnattes på hotel, når der er flere dage med søopmåling ude i landet.

Din profil
Du har erfaring som bådfører med sejlads på såvel åbent vand som i snævre løb og i trafikhavne, og du kan manøvrere tæt på konstruktioner. For dig er godt sømandskab et nøgleord både i forhold til håndtering af et fartøj, dets udstyr, manøvrering og vedligeholdelse. Det er vigtigt, at du har erfaring med maritime elektroniske instrumenter samt brug af IT i forbindelse med sejlads.

Foruden dine evner som bådfører, er det også vigtig for os, at du:

  • Evner at samarbejde og vil vægte teamsamarbejde højt.
  • Har lyst til at løse andre opgaver i forhold til teamets samlede opgaveløsning og arbejdet i opmålingsholdene i marken og til søs.
  • Er fleksibel i forhold til arbejdstid og arbejdssted, da vi sejler, når vejret er godt.
  • Spiller aktivt med i koordinering af opgaverne.
I stillingen er der desuden krav om duelighedsbevis i erhvervssejlads, duelighedsbevis i motorpasning, ROC-Certifikat, sø-sikkerhedsbevis (STCW), herunder de nye regler om brandbevis, sundhedsbevis og medicinkiste C kursus.
Du har gerne kørekort til trailer (B/E). Er du uddannet erhvervsdykker med gyldigt certifikat, er det et plus.

Vi tilbyder
Muligheden for en attraktiv stilling for dig, der kan lide at arbejde til søs og ude i naturen. Du kommer til at arbejde med et spritnyt opmålingsfartøj, der er specialdesignet til opgaverne og indrettet med øje for gode arbejdsforhold for besætningen. Du får mulighed for relevant kompetenceudvikling og opkvalificering inden for sø- og landopmåling, elektronik og IT.

Du bliver en del af et engageret team med ni dygtige kolleger og en teamleder. Opmålingsteamet har kompetencer inden for sejlads, søopmåling, landmåling, elektronik, it-teknik, dataopsamling samt kvalitetssikring og visualisering af data.

Se mere om teamets opgaver her kyst.dk/soeterritoriet/opmaaling/Om os.

Om os
Kystdirektoratet er fagligt førende ekspert på kysterne i Danmark. Vi sætter vores viden i spil for at skabe værdi for mennesker og natur.

Samarbejde er en grundsøjle i vores organisation, og vores faglige opgaver er organiseret i teams og projekter. Hos Kystdirektoratet får du mulighed for at udvikle dig som medarbejder, og du er med til at skabe tryghed for vores samfund.

I alt kan Danmark bryste sig af mere end 7.300 km kystlinje. Du kan være med til at arbejde for, at benyttelse og beskyttelse går hånd i hånd på hver en kilometer.

Læs mere om Kystdirektoratet her kyst.dk/om-os/job-og-uddannelse.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er på individuel kontrakt med vilkår i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område med tilhørende Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK). Der er desuden indgået en lokalaftale for teamet. Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Kystdirektoratet i Lemvig.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved kontakt til teamleder Kamilla Fiedler Terkildsen på tlf. 20 58 87 38 eller områdechef for Kystbeskyttelse, Drift og Anlæg Niels Kristian Kvistgaard på tlf. 91 35 74 38.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest onsdag den 9. august 2023.

Rekrutteringsforløb
Der gennemføres prøvesejlads (ca. 45 min) i EKKO 2 og samtaler den 18. august i Thyborøn.

Tiltrædelse 1. oktober 2023, eller tidligere efter nærmere aftale.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lemvig Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 09-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170481&DepartmentId=8430&MediaId=3654&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5865099

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet